Dyhrs Skole råder over et Fagligt Center, hvor der er tilknyttet uddannede støtteundervisnings- og testlærere.
Vi tilbyder fagligt kursus til de elever, der af forskellige årsager har behov for hjælp og støtte i det daglige arbejde i fagene dansk, matematik og engelsk.
En af grundideerne i Fagligt Center er, at vi har fokus på en tidlig indsats. Målsætningen er, at vi allerede i skolens yngste klasser finder de elever, som har brug for særlig hjælp. En vigtig indsats i Fagligt Center er, at vi tilbyder læse- og stavekurser for at fremme den skriftsproglige udvikling.
Fagligt Center arbejder tæt sammen med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), herunder skolepsykolog, talehørelærer og motorikkonsulent. PPR tester de elever, som skolen og forældrene i fællesskab indstiller. Når dette arbejde er færdigt, rådgives skolen og forældrene om, hvilke tiltag der er de mest optimale for det enkelte barns fremtidige undervisning og læring.
Fagligt Center
Fagligt Center spiller en vigtig rolle i forhold til de ordblinde elever på skolen. I starten af 3. klasse screenes alle eleverne for ordblindhed. Denne screening viser, om eleven potentielt kan være ordblind. Såfremt eleven viser tegn på ordblindhed, laves der i samarbejde mellem underviser og Fagligt Center en skriftsproglig handleplan for den enkelte elev. Når handleplanen evalueres, vurderes det i samråd med ordblindelæreren, om eleven skal testes for ordblindhed. Ordblindhed kan komme til udtryk på mange måder, så der er løbende opmærksomhed på, om elever viser tegn på ordblindhed gennem hele deres skolegang.
På Dyhrs Skole tilbydes elever, der er testet ordblinde, kursus i brugen af læse-skriveteknologi. Elever, der har været på disse kurser, inviteres til opfølgende møder i løbet af året sammen med vores ordblindelærer. En gang om året er skolen ligeledes vært for en ordblindeworkshop, hvor forældre til elever med ordblindhed inviteres ind til en workshop med fokus på, hvordan de bedst hjælper deres barn.