0. klasse – børnene gøres trygge ved skolemiljøet

I 0. klasse gør vi børnene trygge ved skolemiljøet og forbereder dem til 1. klasse. Vi bestræber os på at skabe socialt velfungerende og harmoniske klasser med gode arbejdsvaner, og i samarbejde med forældrene fremmer vi elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling.

Undervisningen i 0. klasse forløber i form af:
• Leg
• Individuel undervisning
• Klasseundervisning
• Værkstedsundervisning
• Gruppearbejde

Fokuspunkter for 0. klasserne er områderne sproglig og matematisk opmærksomhed såvel som social opmærksomhed. Vi arbejder bl.a. med sproglig og matematisk opmærksomhed gennem:

• Fortælling og højtlæsning, hvor elevernes evne til at lytte bliver styrket
• Samtaler med børnene, hvor deres mundtlige sprogfærdigheder opøves
• Sproglege, hvor børnene gøres fortrolige med talesprogets detaljer: bogstaver, rim, sætninger, ord, stavelser og fonemer
• Matematiske begreber som geometriske figurer, tal op til 100, mængder, sortering efter forskellige kategorier, og mindre/større end

Det er vores erfaring, at arbejdet med sproglig og matematisk opmærksomhed har en stor og positiv effekt på læseindlæringen og den matematiske indlæring i 1. klasse, og at denne effekt varer ved gennem hele skoleforløbet. At der arbejdes målrettet med social opmærksomhed betyder, at eleverne erfarer, hvordan de selv og andre reagerer, samt hvordan det er hensigtsmæssigt at agere i samspillet med andre børn og voksne. Dette er i høj grad medvirkende til, at vore elever generelt er meget tolerante og udviser respekt for hinanden, og at vi har et godt undervisningsmiljø, hvor eleverne trives.

En anden vigtig faktor er, at der er en pædagog med i undervisningen i 12 ugentlige lektioner, således at der er to voksne om børnene.

Som noget særligt for Dyhrs Skole undervises eleverne i billedkunst to timer og i musik en time om ugen. Hver uge besøger eleverne skolens studiecenter, hvor de låner bøger og vænner sig til, hvordan og til hvad man kan bruge biblioteket. I løbet af skoleåret deltager eleverne i forskellige emnearbejder, dels på tværs af årgangen, dels fælles med 1. kl., hvor deres kendskab til samfundet, byen og naturen udvides. Eleverne kommer på to udflugter om året samt til kulturarrangementer på skolen.

0. klasserne bor i trygge rammer på Annekset sammen med 1. årgang.