På Dyhrs Skole er der etableret en stærk evalueringskultur, der starter i skolens yngste klasser og slutter med aflæggelsen af Folkeskolens Afgangsprøver efter endt skolegang.
Evalueringen har flere formål.
• Vi bliver tidligt klar over, om der er elever, der har brug for ekstra udfordringer - eller elever, der har vanskeligheder, som vi kan hjælpe den enkelte med.
• Vore lærere er professionelle, og med den målrettede evaluering får de yderligere et værktøj til at stille sig selv det helt fundamentale og naturlige spørgsmål: Hvordan kan vi gøre undervisningen endnu bedre?
Hver lærer evaluerer elevernes kunnen og sin egen undervisning flere gange i løbet af et skoleår. Dette foregår på mange forskellige måder og med forskellige metoder.
Ud over denne evaluering foretages der test på udvalgte klassetrin.
Testene foretages af skolens læse- eller matematikvejleder og testlærer, og når resultatet foreligger, rådgives og vejledes læreren om, hvordan enkelte elever eller grupper af elever kan hjælpes med særlige undervisningsforløb, der støtter deres indlæring.
I løbet af børnehaveklassen testes elevernes lyd- og bogstavkendskab samt deres kendskab til ord og begreber. Der vil ofte være stor spredning, men det er vigtigt at opleve, at den enkelte elev udvikler sig positivt i løbet af skoleåret.
På 0., 2., 4. og 6. årgang testes eleverne i dansk – i bl.a. bogstavkendskab, ordforråd, ordlæsning, sætningslæsning, læsetempo, læseforståelse m.m.
På 0., 3. og 6. årgang testes eleverne i matematik – i bl.a. de matematiske discipliner og forståelsen og indlæringen heraf.
Skolen benytter tillige "De Nationale Test", som evaluerer elevens viden på udvalgte klassetrin i centrale områder inden for fagene dansk, matematik, engelsk og naturfag.
Fra 6. til 8. klasse afholdes der mundtlige og skriftlige årsprøver ved skoleårets slutning, ligesom eleverne på 9. årgang har terminsprøver to gange om året. Dette sker ikke alene for at sikre, at læseplanernes mål er nået men også for at øve eleverne i at gå til prøve forud for Folkeskolens Afgangsprøve.
Fælles for alle skolens evalueringsformer er, at resultaterne heraf bruges meget målrettet til at forbedre elevernes resultater og lærerens egen undervisning. Det kan eksempelvis være i form af ændrede undervisningsmetoder, tildeling af flere undervisningstimer til hele eller dele af en klasse, tildeling af læsekursus, fagligt løft eller specialundervisning.
Dyhrs Skole har et klart mål om, at vore elever fra indskoling til udskoling ligger velplaceret i forhold til landets resultater.
Fælles er også, at resultaterne og elevens opnåede standpunkt formidles til elever og forældre via karakterbøger, via forældresamtaler og i den daglige dialog mellem skole og hjem.
Resultaterne fra Folkeskolens Afgangsprøver offentliggøres på skolens hjemmeside, og vi er stolte af, at være kendt og anerkendt for altid at være blandt Danmarks dygtigste skoler til at løfte hver enkelt elev mest muligt fagligt. I 2023 opnåede vi det højeste mulige: at være nr. 1 af alle landets mere end 1.400 skoler.